Bestræbelserne på at afprøve og indføre arbejdsbesparende teknologier i det danske sundhedsvæsen har høj prioritet i diskussionen om fremtidens sygehusvæsen. Til den kategori hører telemedicinske modeller, der i denne kontekst afgrænses til klinisk telemedicin. Specielt modeller, der understøtter den danske kronikermodel, har haft fokus og har ført til mange pilotprojekter og (færre) implementeringsmodeller.

Det er et faktum, at der ikke findes DRG-/DAGS-takster for egentlige telemedicinske ydelser, og netop det argument anvendes ofte som en barriere for de forskellige modellers implementering.

Vi sætter fokus på to konkrete, telemedicinske ydelser bl.a. via en live-demonstration af en konsultation med en KOL-patient, indlagt i eget hjem. Vi søger også at belyse pengestrømme og incitamentstruktur, og diskutere DRG-systemets virkning på innovation og implementering. Giver det mening, at DRG-systemet i sig selv er hæmmende for innovation eller er det bare en dårlig undskyldning? Skal vi tale om forløbs- eller ydelsestakster? Hvem skal have provenuet ifald de telemedicinske ydelser viser sig at være sundhedsøkonomisk fordelagtige? Hvordan får man pengene ”i hånden”?